Vedtægter

for Dåstrup Forsamlingshus

Vedtægter

§ 1 Navn:

Dåstrup Forsamlingshus, Byvejen 15, Dåstrup 4130 Viby Sj. er en
forening med hjemsted i Roskilde kommune.
Foreningens adresse er den til en hver tid valgte formands.

§ 2 Formål:

Foreningens hovedformål er at drive den af foreningen tilhørende ejendom Byvejen 15, Dåstrup, 4130 Viby Sj. som forsamlings og kulturhus. Desuden er formålet at sørge for at forsamlingshuset står som samlingssted, til afholdelse af sociale og kulturelle aktiviteter og arrangementer, for foreninger og enkeltpersoner.

§ 3 Medlemskab:

Som medlem af foreningen kan optages myndige enkelt personer, sammenslutninger / foreninger hjemmehørende på Sjælland.
For at opnå medlemsfordel, skal man ved reservation af huset være medlem i minimum 12 måneder og stadig være medlem på lejetidspunktet.

§4 Generalforsamling:

Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen.
Ordinær generalforsamling afholdes inden udgangen af marts måned med følgende dagsorden:

  1. Valg af dirigent.
  2. Bestyrelsens beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år.
  3. Fremlæggelse og godkendelse af det reviderede regnskab.
  4. Behandling af indkomne forslag.
  5. Behandling af budget samt fastsættelse af kontingent.
  6. Valg af bestyrelse samt suppleanter.
  7. Valg af bilagskontrollører. (2 personer)
  8. Eventuelt.

Indkaldelse sker med mindst 14 dages varsel ved avertering i den lokale presse, eller ved skriftlig indkaldelse af medlemmerne.
Forslag som ønskes behandlet skal være formanden i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.
På generalforsamlingen kan der ikke stemmes ved fuldmagt.
Hvert medlem har kun en stemme, foreninger/sammenslutninger dog 2 stemmer. Generalforsamlingens beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed. Beslutning om ændring af vedtægterne kræver dog at mindst 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer herfor, samt at ændringsforslaget forinden generalforsamlingens afholdes har været bekendtgjort for medlemmerne.

Beslutning om køb, salg og længerevarende permanent leje af foreningens ejendom kræver ligeledes 2/3 af de fremmødte medlemmers stemmer.

§ 5 Ekstraordinær generalforsamling:

Ekstraordinær generalforsamling afholdes såfremt 3/5 af bestyrelsen ønsker det, eller 25% af medlemmerne skriftlig tilkendegiver ønsket herom.
Indvarsling sker som til ordinær generalforsamling.

§ 6 Bestyrelse:

Forsamlingshuset ledes af en bestyrelse på indtil 7 medlemmer.
Medlemmerne vælges for en periode af 2 år ad gangen ved almindelig stemmeflerhed. Hvert år afgår efter tur medlemmer, første gang – efter 1 år – ved lodtrækning 2/3 dernæst 1/3. Derefter 2/3 i lige år. Genvalg kan finde sted. Bestyrelsen, der konstituerer sig umiddelbart efter generalforsamlingen, vælger selv formand og kasserer samt fastsætter sin forretningsorden. Ordinært bestyrelsesmøde afholdes mindst 6 gange årligt. Ekstraordinært bestyrelsesmøde kan indkaldes, hvis mindst 3 medlemmer begærer det. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når over halvdelen af dens medlemmer er tilstæde. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. Over bestyrelsesmøder føres protokol, der underskrives af de tilstedeværende medlemmer. Suppleanter kan deltage i bestyrelsens møde, dog uden stemmeret.

§ 7 Drift:

Bestyrelsen varetager foreningens daglige ledelse i overensstemmelse med foreningens formål. Det påhviler således bl.a. bestyrelsen at medvirke til at skabe tilfredsstillende bygningsmæssige forhold til forsamlingshusets aktiviteter, at drage omsorg for udlejning og fastsættelse af lejesatser, at ansætte og afskedige det til driften evt. nødvendige personale samt at udarbejde årligt regnskab, herunder fastsættelse af budgetter for driften. Foreningen tegnes af formanden i forbindelse med kassereren. Beslutning om, afhændelse eller pantsætning af fast ejendom eller optagelse af lån samt indgåelse af længerevarende permanent leje af foreningens ejendom, træffes dog på en generalforsamling. Der kan meddeles prokura.

§ 8 Kapitalforhold og hæftelser:

Den til foreningen og drift nødvendige kapital søges tilvejebragt ved offentlige og private tilskud, indsamlinger blandt egnes befolkning, arrangementer, belåning af fast ejendom, indtægter ved udlejning af lokaler og kontingent.
Foreningens midler, herunder overskud, der ikke findes nødvendig til daglig drift, skal indsættes i pengeinstitut på forsamlingshusets navn eller anbringes i overensstemmelse med de for anbringelse af umyndiges midler gældende regler.
Dåstrup forsamlingshus er en kontingentforening, hvor medlemmerne alene hæfter med deres kontingent, hvilket medlemmerne forpligter sig til at betale ved indmeldelse i foreningen.

§ 9 Regnskab og revision:

Foreningens regnskab følger kalenderåret.
Regnskabet skal indeholde driftsregnskab og status, revideres før den ordinære generalforsamling af de valgte bilagskontrollører.

§ 10 Opløsning:

Til ophævelse af foreningens virksomhed kræves 2/3 flertal af samtlige fremmødte medlemmer på 2 på hinanden følgende generalforsamlinger.
I tilfælde af opløsning afgiver bestyrelsen til generalforsamlingen indstilling om anvendelse af foreningens formue til almennyttige kulturelle formål inden for Roskilde kommune.

Godkendt på generalforsamling 21. marts 2018
Dirigent
Kaj Mikkelsen

Scroll to Top